Information om hudforandringer
Book konsultationFormålet med fjernelse af hudforandringer kan være, at stille diagnose, behandle sygdom eller bare æstetisk.
Skønhedspletter og modermærker
Forandring I en skønhedsplet kan være udtryk for celleforandringer og dermed forstadie til modermærkekræft. Hvis din egen læge, en hudlæge eller en plastikkirurg vurderer at der kan være tale om ondartede forandringer, skal der foretages en kirurgisk fjernelse af pletten. Ved operationen fjernes et område på 5 mm. omkring pletten. Hvis lægen ikke vurderer, at der kan være tale om celleforandringer, kan pletten fjernes i tæt afstand, så arret bliver mindre.
Knuder
Den almindeligste knude under huden, er en fedtknude. Fedtknuder bør kun fjernes, hvis de er ømme, meget generende kosmetisk, vokser meget hurtigt eller er meget store (>5cm.).
Knuder på halsen og visse steder i ansigtet bør opereres af en øre-, næse hals kirurg, da der her kan være tale om knuder i kirtelvæv. Knuder, kan her, ofte ligge betydeligt dybere, end man umiddelbart skulle tro.
Ar-korrektion
Korrektion af ar kan foretages med kirurgi, laserbehandling eller slibning. Laserbehandling og slibning kan udglatte et gammelt tykt ar, men ofte er en egentlig operation at foretrække, hvor hele eller dele af arret bortskæres. Ved en kirurgisk ar-korrektion fjernes arret og helingen starter forfra. Det betyder, at der kommer et nyt ar. Der skal altså kun foretages ar-korrektion, når det eksisterende ar er meget skæmmende og det kan forventes, at det nye ar bliver pænere.
Der findes visse ar-problemer, hvor kirurgisk korrektion ikke skal forsøges. Keloid er en sådan tilstand, hvor arvævet vokser som en godartet knude. Dette er en arvelig lidelse, hvorfor du skal være ekstra tilbageholdende, hvis der er ar-problemer i din nære familie.
Tatoveringer
Har du fortrudt en tatovering kan der i visse tilfælde foretages forsøg på fjernelse ved laserbehandling eller kirurgi. Laserbehandling er mest anvendelig til mørke ensfarvede tatoveringer, men efterlader alligevel ofte en ”skygge”, hvor den oprindelige tatovering har siddet. Laserbehandling tilbydes ikke på Printzlau Privathospital. Kirurgisk fjernelse af tatoveringer kan kun anbefales, hvis de er relativt små, og sidder belejligt, således at den omgivende hud kan give sig. Det kan i visse tilfælde være nødvendigt med flere operationer for at få hele tatoveringen fjernet. Kirurgisk fjernelse efterlader et ar.
Hvordan forløber behandlingen af hudforandringer?
Diagnose
Når det primære formål er, at stille en diagnose, kan der ikke altid tages store hensyn til det kosmetiske. Specielt, hvis mistanken gælder modermærkekræft er der udelukkende fokus på, at forandringen bliver fjernet i sin helhed og der sikres den bedst mulige undersøgelse under mikroskop. Drejer det sig om mistanke om almindelig hudkræft, kan der evt. blot tages en lille biopsi eller forandringen kan fjernes i tæt afstand.
Behandle sygdom
Hvis det primære formål er, at behandle sygdom som eksempelvis hudkræft, modermærkekræft eller generende godartede knuder, skal det sikres, at hele forandringen bliver fjernet. Selvfølgeligt kan der tages visse hensyn til placering af ar og sikre det pænest mulige resultat. Hvis der er konstateret modermærkekræft, bliver du sendt videre til et universitetssygehus under de såkaldte kræftpakker. Almindelig hudkræft kan godt færdigbehandles på privatsygehus.
Kosmetiske korrektioner
Ved de kosmetiske korrektioner er det vigtigste hensyn, at det nye ar minimeres og placeres optimalt.
Forløb
Forundersøgelse
Ved forundersøgelsen vurderes hudforandringen med henblik på, at fastslå om der skal stilles en diagnose, om forandringen kræver en bestemt behandling eller om der er tale om en kosmetisk korrektion. Hvis problemstillingen er kosmetisk, foretages en vurdering af, det forventede resultat i forhold til følgevirkninger og risiko.
I visse tilfælde skal der foretages yderligere undersøgelser inden en evt. operation.
Inden forundersøgelsen vil du blive bedt om, at udfylde et skema om dit generelle helbred, allergi, medicin og persondata samt efterfølgende et skema omkring samtykke til operation og hospitalets kommunikation med tredjepart.
Der vil ved forundersøgelsen evt. blive taget billeder til brug for senere dokumentation af den gennemførte behandling.
Alle disse data er beskyttet af persondataloven og vores tavshedspligt.
Du får udleveret skriftlig information om operationen.
Hvis det drejer sig om et kosmetisk kirurgisk indgreb, skal der i henhold til lovgivningen gå mindst 2 døgn før du kan booke dig til en operation planlagt til lokal bedøvelse og mindst en uge, hvis operationen er planlagt til fuld bedøvelse.
Du har krav på, at kunne medbringe en bisidder ved forundersøgelsen, hvis du ønsker dette.
Operation
Ambulant operation
Langt de fleste operationer af hudforandringer foregår i lokal bedøvelse og ambulant, hvilket betyder at du kommer hjem efter kort observation.
Du møder ind til den planlagte operationstid, men der kan være ventetid afhængig af dagens øvrige operationer. Operationssygeplejersken tager imod dig og sikrer din identitet. Plastikkirurgen skal ofte tegne på dig inden operationen og vil her informere dig om den planlagte operation og sikre sig dit samtykke.
Efter operationen skal du blive kort tid på hospitalet til observation for eventuelle bivirkninger til bedøvelsen.
Typisk skal du forvente at det samlede forløb tager ca. 2 timer.
Operation I fuld bedøvelse
Foregår typisk som såkaldt sammedagskirurgisk (kort indlæggelse). Hvis du skal i fuld bedøvelse skal du være fastende 6 timer inden operationen, dog må du drikke vand indtil 2 timer før operationen.
Operationssygeplejersken tager imod dig og viser dig tilrette.
Efter operationen overføres du til opvågningsafdelingen, hvor du observeres indtil du er helt vågen og klar. De fleste patienter kan gå hjem direkte fra opvågningsafsnittet, men enkelte overføres til sengeafdelingen til yderligere observation.
Typisk skal du forvente at det samlede forløb tager ca. 5 timer.
Efter operationen
Arret dækkes med et plaster. Dette plaster skal du lade være indtil trådfjernelse. Efter 7- 12 dage, skal du tilbage på hospitalet, hvor trådene fjernes.
Kontrol af resultatet foregår hos din plastikkirurg ca. 3 mdr. efter operationen
Hudforandringer pris
Operation | Bedøvelse | Pris (DKK) |
---|---|---|
Forundersøgelse * | – | 900 |
Fjernelse af hudforandring inkl. patologi | Lokal | 6.000 |
* Pris for forundersøgelse fratrækkes ved booking af operation i fuld bedøvelse.
** Alle priser er vejledende.