Fedtsugning af yderlår

Book konsultation
Download patientinformation:

Mange kvinder og enkelte mænd oplever fedtdeponeringer på yderlårene. Hos kvinder er der tale om et såkaldt sekundært kønskarakteristikum, hvilket i lighed med brystet bliver stimuleret i forbindelse med kønshormonernes påvirkning gennem puberteten og senere ved graviditeter. Fedtdeponeringen her er altså et af naturens tegn på kvindelighed. Hos enkelte kvinder kan der dog være tale om en ubalance imellem fedtdeponeringen på yderlårene og den øvrige del af kroppen og i disse tilfælde kan det være berettiget med en fedtsugning. Hos kvinder kombineres fedtsugning af yderlårene ofte med fedtsugning af hofterne, inderlår og/eller knæ.

Denne samtidige fedtdeponering omkring hofter og lår hos kvinder kaldes også gynekoid (kvindelig) fedtfordeling og har givet navn til den såkaldte ”pærefacon”, som modne overvægtige kvinder ofte kan få. Igen er det vigtigt at en evt. overvægt reduceres gennem diæt og motion inden en fedtsugning overvejes.

Fedtsugningen foretages igennem tre små snit på hver side. Isoleret fedtsugning af yderlår foretages i fuld bedøvelse som sammedagskirurgisk indgreb, hvor du kommer hjem igen senere samme dag.

Fedtsugning af yderlår pris

Operation Bedøvelse Pris (DKK)
Forundersøgelse * 900
En region Fuld 21.900
To regioner (f.eks. Arme + Hofter) Fuld 32.900
Tre regioner(f.eks. Mave + Hofter + Inderlår) Fuld 39.900

* Pris for forundersøgelse fratrækkes ved booking af operation i fuld bedøvelse.

** Alle priser er vejledende.

Hvem henvender fedtsugninger sig til?

Almindeligt fedt og fysiologisk fedt
Selvom det er diskutabelt at skelne klart imellem to forskellige former for fedt, er det meget pædagogisk, når vi skal prøve at forklare hvem, der er egnet til en fedtsugning. Underhuden består af fedtvæv. Når du tager på, bliver de enkelte fedtceller større, underhuden fylder mere og du bliver overvægtig. Dette kaldes almindelig underhudsfedt og forsvinder ved et vægttab.
Over for dette findes, de såkaldte fysiologiske fedtdepoter. Disse fysiologiske fedtdepoter opdager du typisk i forbindelse med puberteten, hvor kroppen forandrer sig i takt med de hormonelle påvirkninger. Tendensen til og graden af fedtdeponering er meget individuel og for en stor del arveligt betinget. Du kan ofte få en ide om din tendens til disse fedtdeponeringer, ved at se på dine nære familiemedlemmer af samme køn. Specielt hos kvinder, kan der opstå store fedtdeponeringer omkring lår, hofter og balder, forandringer der typisk bliver forstærket i forbindelse med graviditeter. Hos mænd kan der med alderen komme fedtdeponeringer på bageste del af hofterne, de såkaldte dansehåndtag. Hos begge køn sker der også fedtdeponeringer på brystpartiet. Alle fedtdeponeringerne forværres af overvægt.
De fysiologiske fedtdepoter forsvinder ikke, selvom du taber dig.

Vægt
Det anbefales, at din vægt er nær normal, før du overvejer, at få foretaget en fedtsugning. Dette kan vurderes ved det såkaldte Body Mass Index, BMI.
BMI beregnes som din (vægt i kg) divideret med din (højde i m)2.
Dette betyder at hvis du vejer 65 kg og er 165 cm høj, har du et BMI på: 65 kg/ (1,65 m)2 = 24 kg/m2.

Undevægtig: BMI<18,5 Normalvægt: BMI 18,5-25 Overvægtig: BMI 25-30 Fedme: BMI > 30
En let overvægt forhindrer ikke, at der kan foretages en fedtsugning, men større overvægt giver både dårligt resultat og større risiko for komplikationer.

Hvordan udføres fedtsugninger?

De enkelte områder
Visse patienter har bare et enkelt område, de ønsker fedtsugning, imens andre har flere områder. Mænd og kvinder efterspørger behandling af forskellige områder.

Denne forskel skyldes primært de forskellige hormonelle påvirkninger, der giver forskellig lokalisation af de typiske fedtdeponeringer hos de to køn.

Kombinations-operationer
Fedtsugninger kan foretages svarende til et enkelt område, men ganske ofte ønskes flere områder, behandlet på en gang. De typiske kombinationer er:

Hofter og yderlår (2 regioner)
Yderlår og inderlår (2 regioner)
Yder-, inderlår og knæ (3 regioner)
Mave og hofter (2 regioner)
Mave og ”dansehåndtag” (2 regioner)
Mave, hofter, yder- og inderlår (4 regioner)

På denne måde kan en fedtsugning blive en ganske omfattende operation. I Danmark har vi vedtaget ikke, at tilbyde fedtsugninger på over 4 liter. Dette er for, at beskytte patienterne imod komplikationer som generel væskeforstyrrelse og dødt væv.

Forundersøgelse

Ved det første besøg vil plastikkirurgen sammen med dig, vurdere dine ønsker i forhold til muligheder og begrænsninger. Kroppen gennemgås fra ”top til tå”, så alle muligheder afdækkes. Hvis det vurderes, at være muligt og forsvarligt med en eller flere fedtsugninger, vil der kunne lægges en samlet plan for hvilken type af fedtsugning, der er mest egnet til netop dig. Du vil blive informeret om, hvad det er realistisk at forvente af resultat efter fedtsugningen, hvilke følgevirkninger fedtsugningen har samt hvilke risici fedtsugningen medfører.
Plastikkirurgen vurderer dit almene helbred og om det er nødvendigt med andre undersøgelser før planen kan gennemføres. Der bliver taget foto af de pågældende områder, som kan anvendes som ”før” billeder, hvis fedtsugningen gennemføres.
Som privat patient tilrådes du altid, at medbringe en bisidder til din forundersøgelse. Dette giver god mulighed for, at diskutere fordele og ulemper ved fedtsugningen, også efter du er kommet hjem. Lovgivningen omkring ”kosmetisk behandling” betyder desuden, at der som minimum skal gå 1 uge fra forundersøgelse før du kan booke dig til en operation. Dette er en beskyttelse af dig, så der ikke bliver foretaget alt for impulsive operationer. Offentligt udvisiterede patienter er ikke dækket af denne lovgivning, men anbefales, at følge samme forholdsregler.

Operation

Ved alle fedtsugninger skal du indlægges uanset om du kan gå hjem igen senere samme dag.
Ved fedtsugninger i fuld bedøvelse skal du være fastende mindst 6 timer inden operationen, men må dog drikke vand indtil 2 timer før.
Sygeplejersken på sengeafdelingen tager imod dig, sikrer din identitet og viser dig til rette. Narkoselægen gennemgår den planlage bedøvelse med dig og din plastikkirurg foretager optegning og sikrer sig, at I er enige om planen.
Ved afslutningen af operationen iføres du komprimerende bandage. Bandagens type afhænger af, hvilken region der er behandlet.

Efter operation

Umiddelbart efter operationen overflyttes du til opvågningsafdelingen, hvor specialsygeplejersken og narkoselægen holder øje med dig, indtil du er klar til at komme over på sengeafdelingen. På opvågningen opstartes den smertestillende behandling. Når du er klar overflyttes du til din stue på sengeafdelingen. Plastikkirurgen kommer og tilser dig og informerer omkring forløbet af operationen.
Indlæggelsestiden afhænger af, hvilken operation du har gennemgået. Ved de store fedtsugninger på over 1 liter forbliver du indlagt til dagen efter indgrebet.
De komprimerende bandager skal typisk anvendes i op til 6 uger efter operationen. De første 3 uger dag og nat, de efterfølgende 3 uger når du er oppe og aktiv.
Efter 14 dage møder du til kontrol og fjernelse af tråde hos sygeplejersken.

Kontrol

Du møder til kontrol hos din plastikkirurg 6 måneder efter operationen. Så lang tid går der før ujævnheder på grund af væske er helt forsvundet. Her kan resultatet af operationen vurderes og der bliver taget nye foto som dokumentation.

Følgevirkninger

Ar
Ved fedtsugninger er arrene meget små, typisk mellem 5-7 mm. I de første 3 mdr. er arrene røde og hævede, herefter bliver de langsomt lyse og flade. Det anbefales at anvende plasterbehandling så længe arrene fortsat er røde, dette modvirker tendensen til blivende røde og hævede ar. Der går helt op til 2 år, før det endelige udseende af arrene kan vurderes.

Midlertidig hævelse
I månederne efter fedtsugningen vil der være en hævelse af det opererede område. Dette giver sig udslag i ujævnheder af huden. Dette forsvinder af sig selv. I ugerne efter operationen anvender du de komprimerende bandager, der reducerer hævelsestendensen, men når bandagerne tages af kan der komme en periode på flere uger, hvor ujævnhederne kommer tilbage..

Følelsesløshed
Selve det fedtsugede område vil have en ændret følsomhed i dage til uger efter fedtsugningen. Dette kan være stærkt generende, specielt umiddelbart efter operationen. Med tiden bliver følsomheden normal.

Komplikationer

Blødning
Blodudtrædninger i form af større eller mindre blå mærker er almindelige efter en fedtsugning. Misfarvningerne forsvinder i løbet af 3 uger. I meget sjældne tilfælde kan der være tale om større blodansamlinger, der kræver udtømning gennem punktur eller ved en operation.

Infektion
Infektion efter fedtsugning er meget sjældent. I de fleste tilfælde er der således tale om en overfladisk infektion i et af de små ar, som kan behandles med lokal pleje og antibiotika. I sjældne tilfælde kan infektionen sprede sig i dybden og gøre det nødvendigt at åbne op eller drænere betændelse under fornyet indlæggelse og behandling med intravenøs antibiotika. I disse alvorlige tilfælde, vil infektionen kunne ødelægge det forventede resultat af operationen.

Ujævnheder
De fleste ujævnheder efter en fedtsugning skyldes væskeansamlinger, der forsvinder i løbet af de første måneder. I nogle tilfælde er der suget for lidt eller for meget i et delområde. Dette vil give en permanent ujævnhed. Såfremt, der er suget for lidt, kan der typisk foretages en supplerende ny fedtsugning af det pågældende område, dette foretages uden yderligere omkostning for dig. Hvis der er taget for meget, kan det være svært eller helt umuligt at rette op på ujævnheden.

Dødt væv (nekrose)
Hvis der fedtsuges for tæt under huden kan blodcirkulationen til dette hudområde ødelægges og medføre nekrose (dødt væv). Her er man nødt til, at foretage en fornyet operation med fjernelse af det døde område og eksempelvis transplantation af hud. Dette vil ødelægge det kosmetiske resultat af fedtsugningen.

Hypertrofisk ardannelse
Enkelte patienter har tendens til, at danne meget ar-væv ved operationer. Såkaldt hypertrofisk ardannelse. Alle ar er jo røde og hævede i månederne efter operationen. Men ved hypertrofisk ardannelse forbliver arrene røde og hævede i over 1 år efter operationen. Arrene kan behandles med plaster over flere måneder og i svære tilfælde med indsprøjtning af steroid direkte i arvævet. I sjældne tilfælde kan der senere forsøges med kirurgisk korrektion af et skæmmende ar.
Hypertrofisk ardannelse adskiller sig fra Keloid, som er en arvelig ar-sygdom, hvor arvævet breder sig ud over det opererede område. Patienter med kendt Keloid frarådes kosmetisk kirurgi.

Blodprop
Ved store fedtsugninger er der en lille risiko for blodpropdannelse i benene. Dette er ikke i sig selv farligt, da blodpropperne dannes i venesytemet. Men hvis en sådan blodprop river sig løs og transporteres med blodbanen op til lungekredsløbet, kan der opstå en livstruende lungeemboli.
Der er også beskrevet fedt-blodpropper ved større fedtsugninger, hvor fedtvæv transporteres med blodbanen og sætter sig i blodkar som propper.

Holdbarhed

En fedtsugning giver en permanent forandring i din krops facon. En fedtsugning forhindrer derimod ikke, at du kan tage på, også svarende til det fedtsugede område. Men du vil tage på ”i din nye facon” og når du taber dig igen, vil du stadig have resultatet af din fedtsugning. Med alderen bliver hudens elasticitet nedsat. Dette betyder, at et fedtsuget område ændrer karakter og huden kan ældes hurtigere end områder, hvor der ikke er foretaget en fedtsugning.

Andreas har mere end 25 års erfaring og har særlig ekspertise i plastikkirurgi efter stort vægttab og graviditet. Han er Danmarks “National Secretary” for The International Society of Aesthetic Plastic Surgery (ISAPS).

Book
Andreas Printzlau Speciallæge i plastikkirurgi