Brystforstørrelse med eget fedt

Book konsultation
Download patientinformation:

Brystforstørrende operationer har i mange år været den mest populære kosmetiske operation. Og uanset om baggrunden er en medfødt deformitet eller ændring af brystets form. En ændring af størrelse efter graviditet og amning, naturlige aldersforandringer eller blot et ønske om en større barm. Så giver netop denne operation, for mange kvinder, en følelse af større velvære og tilfredshed.

Indtil nu har indoperering af silikone-implantater været den foretrukne metode til brystforstørrelse. Men nu er der nyt! Ved behandling med fedttransplantation udnytter man, at fedtceller der suges ud ved en særligt skånsom fedtsugning, i samme operation kan placeres ind omkring brystet. Ved en skånsom oprensning og anvendelse af en indsprøjtnings-teknik sikres et blivende resultat. De celler, der overlever de første 3 måneder (erfaringsmæssigt ca. 50-80 %) opfører sig derefter som normale fedtceller. Det vil sige, at hvis man taber sig efter operationen, mister man volumen i brysterne ligesom et ikke-opereret bryst gør normalt – og omvendt. Uden vægt-ændringer er varigheden af resultatet flere år og muligvis livslang, ligesom den er ved hudtransplantation. Metoden har dog ikke eksisteret længe nok til at man kan sige dette med sikkerhed. Da en stor del af brystet i forvejen består af fedtceller, opnår man dog et helt naturligt og blivende resultat med denne behandling. Du kan læse mere om fedttransplantation i kapitlet derom.

Ved mindre brystforstørrelse med egne fedtceller kan også fortages ved lokal anæstasi.

Brystforstørrende operationer med eget væv pris

Operation Bedøvelse Pris (DKK)
Forundersøgelse * 900
Fedttransplantation 1. behandling Fuld 44.000
Fedttransplantation 2. behandling Fuld 36.000
Mini-fedttransplantation 1. behandling Lokal 22.000
Mini-fedttransplantation efterfølgende behandling Lokal 16.000
Brystrekonstruktion med eget væv, op til 4 operationer Fuld 123.200

* Pris for forundersøgelse fratrækkes ved booking af operation i fuld bedøvelse.

** Alle priser er vejledende.

Brystforstørrelse med eget fedt

Brystforstørrelse ved fedtoverførsel (også kendt som naturlig brystforstørrelse, fedttransplantation, autolog fedtoverførsel eller lipoinjektion) er en flertrinsprocedure, hvor din kirurg fjerner overskydende fedtceller fra et eller flere områder af kroppen via fedtsugning, renser fedtet og injiceres i brysterne ved hjælp af en kanyle (et tyndt rør) eller en lille sprøjte.

Hvem henvender brystforstørrelse med eget fedt sig til?

Ønsker du en brystforstørrelse uden ”fremmedlegemer”?
I dag findes der så mange forskellige implantater af så god kvalitet, at det i reglen er muligt at finde et, der egner sig godt til dine ønsker. Ikke desto mindre ønsker nogle kvinder ikke de følgevirkninger og risiko for komplikationer som implantater kan give. Det kan være alt lige fra det synlige ar til en personlig holdning eller frygt for, at brystet vil føles køligt eller unaturligt med et implantat i. For disse kvinder er fedt-transplantation en banebrydende nyhed, da muligheden for en permanent brystforstørrelse simpelt hen ikke har været til stede før nu.

Ønsker du et diskret og naturligt, men mærkbart resultat?
Kvinder, der ønsker en mindre eller moderat brystforstørrelse er bedst egnet. Der er nemlig grænser for, hvor mange fedtceller man kan flytte ved én operation. Man kan forvente at hvert bryst forstørres med lidt under en skålstørrelse for hver operation. Ønsker man et større resultat, kan operationen foretages flere gange, hvis der vel at mærke er fedtceller nok at tage af et andet sted på kroppen. Ønsker du en stor forandring på én gang, er denne behandling ikke velegnet til dig.

Har du fedt-depoter, du gerne vil af med?
For at denne operation kan gennemføres, skal der skal være tilstrækkeligt med fedtceller at tage af et andet sted på kroppen. Typisk høster man cellerne fra lår, hofter eller mave. Ikke alle fedtceller overlever flytningen og nogle ødelægges og sorteres fra under den efterfølgende oprensningsproces. Derfor skal der som hovedregel høstes cirka dobbelt så meget fedt, som den forstørrelse, man ønsker. Ønsker man således en forstørrelse på 150 ml (1,5 deciliter) på hvert bryst, skal man suge 300 ml til hvert – 600 ml fedt i alt til begge sider.

Ønsker du et blivende resultat, hvor du ikke behøver at skulle opereres igen?
Silikoneimplantater betragtes i dag som helt sikre og kan holde i rigtig mange år. Ikke desto mindre betragter din krop dem som fremmedlegemer og vil på et eller andet tidspunkt reagere mod dem. Når det sker, danner kroppen arvæv omkring implantaterne så brysterne kan blive hårde, deforme og evt. smertende (kapseldannelse). Disse gener kan kun afhjælpes med en operation mere, hvor man fjerner eller løsner arvævet. Ved fedttransplantation er der ingen risiko for at kroppen afstøder de celler, der overlever flytningen, da kroppen genkender dem som sine egne.

Er du normalvægtig?
Er du meget slank, kan det være svært eller umuligt, at finde egnede steder til høst af fedtcellerne. Er du på den anden side meget overvægtig kan vi desværre heller ikke tilbyde dig denne operation. Det skyldes at resultatet kan være markant dårligere hos overvægtige; fedtceller hos overvægtige er større tager lettere skade af fedtsugningen end fedtceller hos normalvægtige. Vi har således valgt at begrænse tilbuddet til kvinder, der har et BMI mellem 21 og 28. Du kan udregne dit BMI ved at følge dette link.

Er din vægt nogenlunde konstant?
De celler, som overlever behandlingen, brystforstørrelse med eget fedt, opfører sig som sagt helt som de gjorde, før de blev flyttet. Det betyder, at hvis du taber dig markant efter en behandling, vil du også tabe dig på brysterne og dermed miste meget af den fylde, behandlingen har givet. Derfor anbefaler vi ikke behandlingen til kvinder, der varierer meget i vægt. Af samme grund kan det ikke betale sig bevidst at tage på i vægt før en behandling med det formål at have tilstrækkeligt fedt at suge af. For du vil med stor sandsynlighed tabe dig tilsvarende efter indgrebet – og dermed miste noget af den fylde, du netop har fået flytte til brysterne.

Ønsker du også et brystløft?
Hvis man forstørrer et bryst, der har et let hæng, løftes det automatisk lidt. Løftet er dog begrænset og derfor laver man nogle gange et løft i forbindelse med en brystforstørrelse. Det kan godt lade sig gøre ved fedt-transplantation, men det kommer an på, hvor stort et løft, du ønsker. Og hvor stor en brystforstørrelse, du ønsker. Den endelige vurdering af, om det kan lade sig gøre kan først vurderes ved en konsultation. Hvis det ikke er muligt, kan løftet altid foretages senere, dog tidligst efter 3 måneder.

Er du tålmodig?
Det kræver en vis tålmodighed at gennemgå denne type brystforstørrelse. Ikke fordi det kræver særlige forholdsregler før og efter operationen. Men fordi det tager længere tid før hævelsen efter operationen forsvinder, sammenlignet med implantat-operationer. De fedtceller, der ikke overlever flytningen giver noget hævelse af brystet, som først forsvinder ca. 3 måneder efter operationen. Derfor er fedttransplantation bedst egnet til dig, der kan vente på at det endelige resultat stabiliserer sig.

Hvordan er forløbet?

Forundersøgelsen
Er du interesseret i at høre mere om brystforstørrelse med eget fedt, kan du bestille tid til en forundersøgelse. Her taler vi om, hvorvidt behandlingen kan imødekomme dine forventninger og du får svar på dine eventuelle spørgsmål. Der bliver taget billeder og målt volumen af dine bryster, så vi bedre kan vurdere resultatet efter operationen. Og derefter skal du i henhold til Sundhedsstyrelsens Bekendtgørelse om kosmetisk behandling have 7 dages betænkningstid før du giver dit samtykke til operation. En operation kan med andre ord tidligst foregå en uge efter forundersøgelsen. Du har krav på – og vi anbefaler – at du medbringer en pårørende til din forundersøgelse, så du har nogen, at snakke med derhjemme, inden du træffer den endelige beslutning om behandling.

Mammografi
Vi har valgt at føre bedst mulig kontrol med denne nye behandling. Vi anbefaler at dit bryst vurderes grundigt både før og efter behandlingen. Derfor indgår en såkaldt klinisk mammografi/ultralyd som en naturlig del af dit forløb (prisen på ca. 1500,- er ikke inkluderet). Når du har besluttet dig for behandling, ringer du selv til den røntgenklinik vi samarbejder med, og aftaler en tid til dette. Undersøgelsen foretages ved en røntgenlæge med speciale i brystundersøgelser. Brystet bliver mærket efter for knuder, der bliver foretaget en almindelig mammografi med røntgen og der bliver lavet en ultralydsscanning af både bryster og lymfeknuder. Der kan være op til en uges ventetid på undersøgelsen.

Forbehandling af brystet?
Det er videnskabeligt bevist, at behandling af brystet med en sugekop (f.eks. BRAVA-systemet) nogle uger før og efter fedt-transplantation, kan øge fedtcellernes overlevelsesprocent. Hos os har vi fravalgt dette tilbud. Dels er det for patienterne meget krævende at anvende sugekopperne 10 timer om dagen i mange uger, dels er er det en meget dyr ekstrabehandling. Men vigtigst er, at resultaterne uden sugekopper i dag bliver så gode, så vi ikke mener det er ubehaget og omkostningerne værd.

Operationen

Du møder på klinikken om morgenen på operationsdagen og bliver vist til rette på din stue. Selve operationen, brystforstørrelse med eget fedt, foregår i fuld bedøvelse og består af to trin:

Først høstes fedtcellerne ved en skånsom fedtsugning. Du beslutter selv i samråd med os, hvor fedtsugningen skal foretages. Under fedtsugningen skylles cellerne automatisk med saltvand, så blod og vand samt olie fra ødelagte fedtceller fjernes. Og nogle gange centrifugeres de også, så overskydende vand også fjernes.
Derefter indsprøjtes cellerne i brystet med en stump kanyle gennem 3 små indstik på hvert bryst. Arrene får en størrelse på 2-3 mm og bliver som regel yderst diskrete eller helt usynlige.

Det første døgn efter operationen
Du vil være lidt ør og træt når du vågner efter operationen. Derfor beholder vi dig til observation nogle timer. Men i de fleste tilfælde vil du kunne komme hjem samme dag uden behov for stærke smertestillende. Næste morgen kan du tage et bad og foretage almindelige ikke-anstrengende gøremål. Svarende til de fedtsugede områder skal du anvende en komprimerende bandage i op til 6 uger, afhængig af hvor stor transplantationen er.

De efterfølgende uger
Et ikke fysisk krævende arbejde kan som regel genoptages efter 4-7 dage. Men er dit arbejde fysisk krævende kan der meget vel være behov for 7-10 dages sygemelding. De første 2 uger efter operationen bør du undgå fysisk påvirkning af brysterne og først efter 4 uger anbefaler vi genoptagelse af hård fysisk aktivitet, herunder sport med risiko for hårde skub og slag mod brystet.

Kontrol
Vi vil gerne se dig til kontrol efter ca. 2 uger for at fjerne evt. tråde ved indstiksstederne og se om alt er som det skal være. 3 Måneder efter vurderer vi resultatet af din brystforstørrelse med eget fedt, tager billeder, måler volumen af brystet og hører om du har ønske om et nyt indgreb. 1 år efter den sidste behandling foretages den afsluttende kontrol. Der tages billeder og måles brystvolumen igen. Derefter bestiller du igen tid til en ”klinisk mammografi” som en afsluttende undersøgelse.

Forventlige følgevirkninger

Smerter, hævelse og blodudtrædninger
De første dage efter operationen vil der komme smerter, hævelse og blodudtrædninger både på brysterne, men oftest værst dér, hvor fedtsugningen er foretaget. Det plejer at være værst efter et par dage. Ligesom ømhed i benene ofte tiltager de første par dage efter en anstrengende løbetur. Generne aftager gradvist over de følgende par uger.

Infektion
Der er en lille risiko for betændelse/infektion der hvor du er opereret. Hvis det sker, kan der blive behov for tablet-behandling med antibiotikum.

Føleforstyrrelser
Der kan komme føleforstyrrelser i de opererede områder. Der kan være tale om en ubestemmelig blanding af nedsat følesans og overfølsomhed. Det aftager gradvist efter operationen, men kan være til stede i uger.

Mulige komplikationer

Mindre forstørrelse af brystet end forventet
For ganske få kvinder sker det, at fedtcellerne af en eller anden grund overlever meget dårligt. Man ved endnu ikke helt hvorfor det sker, men der kan være tale om at kroppens immunforsvar ”overreagerer” og angriber de flyttede celler. Hvis det sker for dig, vil vi sandsynligvis fraråde dig en ny behandling med fedttransplantation. Og i stedet for anbefale dig en traditionel brystforstørrelse med silikoneimplantater, hvis du fortsat ønsker en yderligere brystforstørrelse.

Ujævnheder i brystet eller asymmetri
Erfaringen viser at svind ofte sker nogenlunde symmetrisk. Men er du en af de få, hvor cellerne overlever særlig dårligt, kan resultatet blive asymmetrisk, uregelmæssigt og midlertidigt hårdere at føle på end almindeligt brystvæv. Denne hårdhed består af almindeligt arvæv og opblødes i løbet af de efterfølgende måneder.

Mikro-forkalkninger
Hvis større klumper af fedtceller dør, kan der med tiden opstå små forkalkninger i fedtvævet omkring brystet. Nogle mener at forkalkningerne kan være forstyrrende når der senere skal foretages undersøgelse for brystkræft med mammografi. Det har dog de senere år vist, at øvede røntgenlæger let kan skelne disse forkalkninger fra forkalkninger i kræftknuder. Derudover har det vist sig at mængden af forkalkninger er mindre end efter brystformindskende operationer. Og disse operationer har været anvendt i adskillige år uden at give anledning til den slags problemer. For imidlertid at imødekomme denne kritik af brystforstørrelse med eget fedt, undgår vi så vidt muligt at sprøjte fedtceller direkte ind i brystkirtlen, så de ikke sidder i selve brystvævet og dermed distraherer røntgenlægerne mindst muligt.

Generelt om nye behandlingsformer

Når nye behandlingsformer tages i brug i Danmark, vurderer Sundhedsstyrelsen i hvert enkelt tilfælde om den nye metode er så anderledes eller ny, så der er behov for særlige foranstaltninger. Sundhedsstyrelsen har vurderet, at fedttransplantation ikke kræver særlige foranstaltninger.

På Printzlau Privathospital betragter vi denne behandlingsform som sikker og forsvarlig. Specielt foreligger der efterhånden god videnskabelig dokumentation for, at behandlingen ikke øger risikoen for brystkræft. Ikke engang hos kvinder, der før har haft brystkræft, hvor man ellers med rette må forvente, at risikoen er særlig høj. Således anvendes fedttransplantation nu på alle plastikkirurgiske afdelinger i Danmark til opfyldning af defekter efter at en kræftknude er blevet fjernet fra brystet.

Vi vil imidlertid gerne give vores bidrag til en fortsat udvikling af denne nye behandling, så metoden kan forbedres mest muligt og gavne fremtidens patienter. Derfor foregår behandlingen hos os under såkaldt protokollerede forhold. Det vil sige, at den enkelte kvinde og hendes bryst vurderes nøje inden behandlingen og at der anvendes en standardiseret metode. Der er også bestemte procedurer for den opfølgende kontrol. På denne måde kan de resultater, der opnås på Printzlau Privathospital dokumenteres og bruges i den videre udvikling af denne type behandlinger.

Andreas har mere end 25 års erfaring og har særlig ekspertise i plastikkirurgi efter stort vægttab og graviditet. Han er Danmarks “National Secretary” for The International Society of Aesthetic Plastic Surgery (ISAPS).

Book
Andreas Printzlau Speciallæge i plastikkirurgi