Top surgery
Book konsultationHvad er top surgery
Top surgery eller topoperation har til formål at ændre brystets udseende, så det stemmer overens med personens kønsidentitet. Det kan indebære en reduktion af brystet, hvilket giver brystkassen et mere maskulint udseende ved at fjerne kirtelvæv og eventuelt overskydende hud samt repositionere brystvorterne.
Operation forgår i fuld bedøvelse. Du bliver indlagt til dagen efter operationen
Forundersøgelse
Ved det første besøg vil plastikkirurgen sammen med dig, vurdere dine ønsker i forhold til muligheder og begrænsninger. Hvis det vurderes, at være muligt og forsvarligt med en operation, vil det blive vurderet, hvilken type af operation, der er mest egnet til netop dig. Du vil blive informeret om, hvad det er realistisk at forvente af resultat efter operationen, hvilke følgevirkninger operationen har samt hvilke risici operationen medfører.
Plastikkirurgen vurderer dit almene helbred og om det er nødvendigt med blodprøver eller andre undersøgelser før operationen kan gennemføres. Der bliver taget foto af dine bryster, som kan anvendes som ”før” billeder, hvis operationen gennemføres. Som privat patient har du krav på, og tilrådes, at medbringe en bisidder til din forundersøgelse. Dette giver god mulighed for, at diskutere fordele og ulemper ved at gennemføre operationen, også efter du er kommet hjem.
Lovgivningen omkring ”kosmetisk behandling” betyder desuden, at der som minimum skal gå 1 uge fra forundersøgelse før du kan booke dig til en operation. Dette er en beskyttelse af dig, så der ikke bliver foretaget alt for impulsive kosmetiske operationer. Offentligt udvisiterede patienter er ikke dækket af denne lovgivning, men anbefales, at følge samme forholdsregler.
Mammografi inden operationen
Hvis du er over 40 år gammel, skal der foretages undersøgelse med mammografi og ultralyd inden du gennemgår en operation. Dette udelukker, at der er tegn på knudedannelse i brystet og mindsker utrygheden, såfremt der, som følge af operationen opstår små ardannelser i brystet, som kunne give mistanke om brystkræft.
Operationen
Top surgery foregår i fuld bedøvelse og med indlæggelse. Operationen varer ca. 2½ time.
Du skal således være fastende mindst 6 timer inden operationen, men må dog drikke vand indtil 2 timer før. Sygeplejersken på sengeafdelingen tager imod dig, identificerer dig og viser dig til rette. Anæstesilægen gennemgår den planlagte bedøvelse med dig og din plastikkirurg foretager optegning og sikrer sig, at I er enige om planen.
Den danske lov om kosmetisk kirurgi kræver således mulighed for indlæggelse i mindst 6 timer, så patienten kan observeres for tegn på blødning.
Ved afslutningen af operationen iføres du et stramt bælte over brystkassen. Vi bruger sjældent dræn, men hvis det har været nødvendigt bliver dette fjernet inden udskrivelsen.
Efter operationen
Umiddelbart efter operationen overflyttes du til opvågningsafdelingen, hvor specialsygeplejersken og narkoselægen holder øje med dig, indtil du er helt vågen. Her opstartes den smertestillende behandling og mange patienter har også brug for kvalmestillende. Når du er helt vågen overflyttes du til din stue på sengeafdelingen.
Plastikkirurgen kommer og tilser dig og informerer omkring forløbet af operationen. Sygeplejersken hjælper dig på højkant, sørger for en god smertebehandling og sikrer observation af tidlige komplikationer. Hvis du har dræn, formentlig bliver disse fjernet inden udskrivelsen. En plastikkirurg kommer og tilser dig igen inden udskrivelsen, typisk morgenen efter indgrebet.
Bæltet skal bruges dag og nat i 3 uger og derefter kun om dagen i 3 uger. Efter 7 dage møder du til kontrol og fjernelse af tråde omkring brystvorte hos sygeplejersken.
Sygemelding og efterforløbet
De fleste patienter kan genoptage almindeligt arbejde efter 2-3 uger, dog skal der gå ca. 6 uger inden hårdere fysisk aktivitet. Sportaktiviteter kan genoptages efter ca 2 mdr.
Kontrol
Du møder til kontrol hos din plastikkirurg ca.3 måneder efter operationen. Her kan resultatet af operationen vurderes og der bliver taget nye foto som dokumentation.
Forventninger
Brystkassens udseendevil ændre sig over tid. I starten vil det være meget hævet. Det endelige resultat kan først vurderes efter ca.6 måneder.
Følgevirkninger
Ar
I de første 3 mdr. er arrene røde og hævede, herefter bliver de langsomt lyse og flade. Det anbefales at anvende plasterbehandling så længe arrene fortsat er røde, dette modvirker tendensen til permanent røde og hævede ar. Der går helt op til 2 år, før det endelige udseende af arrene kan vurderes.
Følelsesløshed
Der vil altid opstå nedsat følsomhed af huden på brystet og brystvorten mister helt følesans. I sjældne tilfælde kan brystvorten ikke overleve under flytningen. Det er ikke så sjældent, at der opstår sårhelingsproblemer i brystvorteområdet
Komplikationer
Blødning
Blødning er den hyppigste komplikation efter denne type indgreb, og derfor er det vigtigt, at du holder dig meget i ro i 2–3 dage efter operationen
Efter operationen stiger blodtrykket og herved kan et af de små blodkar som er delt ved operationen, briste og medføre en ansamling af blod under huden. Hvis det drejer sig om en større blødning er det nødvendigt med en ny operation. I givet fald sker dette næsten altid imens du stadig er indlagt og re-operationen gennemføres akut af den vagthavende plastikkirurg.
Infektion
Infektion skyldes bakterier, der enten er kommet i kontakt med operationsfeltet i forbindelse med selve operationen eller mere almindeligt er kommet ind i kroppen gennem det nye ar efter at du er kommet hjem. I de fleste tilfælde er der således tale om en overfladisk infektion i arret, som kan behandles med lokal pleje og antibiotika. I sjældne tilfælde kan infektionen sprede sig i dybden og gøre det nødvendigt at åbne op eller drænere betændelse under fornyet indlæggelse og behandling med antibiotika. I disse alvorlige tilfælde, vil infektionen kunne ødelægge det forventede resultat af operationen.
Dødt væv
Hvis huden strammes for meget, eller der tilstøder komplikationer i form af større blødning eller infektion, kan dette betyde, at blodcirkulationen i det opererede område bliver kritisk lav. Fedtvævet er mest følsomt og dødt fedtvæv efterlader en såkaldt fedt-nekrose, som igen efterlader en hård knude, som kan være øm og give anledning til bekymring. Hudnekrose kan ses i samlingspunkter under brystvorten eller under brystet. Disse komplikationer kan nødvendiggøre fornyet operation, men det er ikke altid, at der kan opnås et tilfredsstillende resultat.
Permanent indtrækning
Det kan opleves indtrækning ved det opererede område inklusiv området omkring brystvorten.
Serom
Det er ikke så sjældent, at der opstår væskeansamling ved brysterne efter operationen. I de fleste tilfælde forsvinder det af sig selv uden behov for at tømme det med en kanyle.
Hypertrofisk ardannelse
Enkelte patienter har tendens til, at danne meget arvæv ved operationer. Såkaldt hypertrofisk ardannelse. Alle ar er røde og hævede i månederne efter operationen. Men ved hypertrofisk ardannelse, forbliver arrene røde og hævede i over 1 år efter operationen. Arrene kan behandles med plaster over flere måneder og i svære tilfælde med indsprøjtning af steroid direkte i arvævet. I sjældne tilfælde kan der senere forsøges med kirurgisk korrektion af et skæmmende ar.
Hypertrofisk ardannelse adskiller sig fra Keloid, som er en arvelig ar-sygdom, hvor arvævet breder sig ud over det opererede område. Patienter med kendt Keloid bør ikke få foretaget kosmetisk kirurgi.
Blodpropdannelse i ben og lunger (ekstremt sjældent)
Ved alle store operationer, hvor du ligger længe på operationsbordet, er der en lille risiko for blodpropdannelse i de dybe vener i benene. Hvis en sådan blodprop river sig løs, kan den med blodbanen føres til lungerne og dermed blokere for iltoptagelsen, hvilket i yderste konsekvens kan føre til dødsfald.
Der findes nogle typer af P-piller, som giver øget tendens til blodpropper. Disse skal pauseres eller erstattes af en anden type P-piller inden en større operation.
Når vi planlægger en stor operation i fuld bedøvelse vil du blive udstyret med støttestrømper få en indsprøjtning med et blodfortyndende præparat en gang om dagen mens du er indlagt. Du kan selv gøre en del efter operationen for at forebygge blodpropdannelse.
Det er vigtigt at komme hurtigt på benene efter operationen. Du kan huske at bevæge fødder når du ligger i sengen og efter du er kommet hjem skal du hellere bevæge dig stille og roligt omkring frem for at ”indlægge dig selv” i sengen eller på sofaen. Det er vigtigt, at du er opmærksom på evt. hævelse og ømhed dybt i læg eller lår i de første uger efter en stor operation, så vil det formentligt være muligt, at få dig henvist til sygehus med henblik på blodfortyndende behandling.
Nogle patienter har en kendt tendens til blodpropdannelse i familien eller har selv tidligere haft blodprop i benet. Her skal der planlægges særlig forlænget blodfortyndende behandling, hvor du selv injicerer dig én gang om dagen.