Patientvejledning

Vejledning efter din operation Rekonstruktion af brystvorte

PDF

Download vejledning

Gem eller print vejledningen, så du har den ved hånden.

01

Bad og bandage

Dit første bad må du tage tidligst 24 timer efter din operation. Omkring brystvorten ligger en skumforbinding med ”badeplaster” over. Undgå alt for meget vand på forbindingen. Hvis der bliver vådt under forbindingen, skal den skiftes, ellers skal den først skiftes ved trådfjernelse efter 10 – 14 dage.

Ved trådfjernelse får du også en ny skumforbinding på, som skal blive på i 14 dage.

02

Plaster (micropore)

Under skumforbindingen er der brunt plaster på dit operationsar. Det skal blive siddende til du kommer til din opfølgende kontrol/trådfjernelse ca.10-14 dage efter din operation. Hvis plastret begynder at slippe, så reparerer du området med et nyt stykke plaster.

OBS. Plastret skal fjernes, hvis arret væsker meget, bliver rødt (kan være tegn på infektion) eller hvis der opstår kløe, (kan være et tegn på at din hud bliver irriteret af plasteret). Nogle tåler bedre det hvide micropore eller må skifte til siliconeplaster. Kontakt os hvis du oplever noget af ovenstående, gerne ved at sende et billede og beskrivelse af problematikken til os på den sygeplejemail, du får udleveret ved udskrivelsen.

Plastret skal blive siddende indtil din kontroltid/trådfjernelse. Derefter anbefaler vi, at du anvender plastret i 3 mdr. efter operationen, hvor du skifter det 1 x ugentligt. Du kan købe ekstra plaster på apoteket.

03

BH

Vi anbefaler, at du enten ikke bære BH eller bruger en blød BH de første 14 dage. Efter trådfjernelse bør du anvende en blød BH i endnu 3 uger.

04

Fysisk aktivitet, løfte/bære, sex

  • De første 2 uger efter din operation: Bevægelse er godt – undgå belastning. Dvs. du må meget gerne gå omkring stille og roligt og have lette gøremål, hvor du bevæger hele kroppen. Du skal blot ikke belaste/lægge pres på det opererede område. Du må løfte/bære så meget, at det ikke medfører ømhed/smerte i operationsområdet.
  • Fra Uge 3: Du må dyrke din vanlige motion igen, hvor du stille og roligt øger belastningen/intensiteten.
  • Sex: Vi tilråder forsigtighed indtil trådfjernelse.
05

Smerter og smertestillende

Du kan opleve at få smerter umiddelbart efter operationen, hvorfor du kan have behov for smertestillende medicin. Når du udskrives udleverer vi smertestillende medicin, et udførligt medicinskema, og vejleder dig i, hvordan du skal anvende den smertestillende medicin. Hjemme skal du opleve at smerterne gradvist aftager i dagene efter operationen. Får du tiltagende ondt, skal vi høre fra dig.

06

Sovestilling

Du må sove som du plejer, så længe du ikke får langvarigt tryk på operationsområdet.

07

Arbejde/sygemelding

Du kan genoptage stillesiddende arbejde umiddelbart efter din operation. Har du fysisk hårdt arbejde, aftaler du med kirurgen inden udskrivelse, om indgrebet kræver sygemelding.

08

Bil

Du må ikke selv køre bil, før du kan reagere normalt i en enhver situation. Det er vigtigt, at du har været stoppet med at tage stærkt smertestillende medicin et døgn før, du sætter dig bag rattet igen. Du skal også fortsat benytte sikkerhedsselen, når du sætter dig ind i bilen uanset om du er fører eller passager.

09

Creme og sollys

Du må bruge creme over arret, når det er helt lægt. Det betyder, at såret skal være helt tørt og uden sårskorper. Sørg for at cremen er helt optaget i huden, inden du sætter plaster på. Hvis din hud er tør og du har behov for at bruge creme i operationsområdet inden såret er helt lægt, anbefaler vi at du holder en afstand på min. 1 cm til plastret. For at få så pæne ar som muligt er det vigtigt at beskytte arrene mod sollys og solarium de første 12 måneder efter operationen. Vi anbefaler beskyttelse af arrene med solcreme eller plaster, alternativt skal arret være dækket af tøj.

10

Hævelse, føleforstyrrelser, sivning af sårvæske og misfarvninger

Det er normalt, at der kommer hævelse omkring det opererede område. Hævelsen forsvinder i takt med ophelingen.

Der kan være midlertidige føleforstyrrelser omkring arrene, som aftager i løbet af uger til måneder. Oplevelsen af følelse på den ny-konstruerede brystvorte er meget individuel.

Der kan komme lidt klar, gullig sivning fra sårene og dette kræver ikke behandling. Vi anbefaler, at du fjerner plastret fra det område, hvor det siver og lægger et sugende stykke gaze, eventuelt et trusseindlæg over såret. Indtil den lille åbning er lukket igen, skal du dagligt bruse den og lægge sugende gaze/trusseindlæg over. Gazen/trusseindlægget kan hænge lidt fast, hvorfor det er vigtigt, at du bruser det løst. Ellers risikerer du hele tiden at forstyrre sårhelingen. Når åbningen er helet igen, kan du sætte plaster på igen.

Hvis du ikke ser en bedring i løbet af 1 til 2 dage bedes du kontakte os. Bedring betyder at såret danner mindre væske og begynder at hele. Når det ikke længere siver, skal du sætte plaster på området igen.

Du kan opleve misfarvninger i dagene efter din operation. Det er typisk små ufarlige mikro blødninger som i dagene efter operationen kommer til syne i hudens overflade som blå mærker.

11

Psyken

Du kan blive påvirket psykisk på grund af de forandringer din krop gennemgår ved operationen. Samtidig er du også nyopereret og skal forholde dig til at restituere på en hensigtsmæssig måde, der sikrer dig det bedst mulige resultat af operationen.

Du kan opleve at blive grådlabil, måske føle dig lidt presset i en periode. Det er en helt naturlig proces, du oplever. Måske har du behov for at tale med din familie eller andre opererede om, hvad du føler og tænker.

12

Trådfjernelse/kontrol

Du bliver via sms indkaldt til trådfjernelse/kontrol 10 -14 dage efter din operation. Hvis du hellere vil til trådfjernelse/kontrol hos dig egen læge, skal du aftale dette med kirurgen. Vi indkalder dig også via sms til 3 måneders kontrol hos din kirurg.

13

Tatovering af brystvorte

Kan foretages 2-3 måneder efter rekonstruktion af brystvorte.

14

Komplikationer

Hvor du skal reagere og kontakte os / sende et billede på sygeplejemailen

Blødning

Blødninger opstår indenfor det første døgn efter operationen. Ligger der meget blod indenunder det gennemsigtige ”badeplaster” skal forbindingen skiftes.

Infektion

Rødme, hævelse, smerter og varme der fremkommer ved dine operationsar kan være infektionstegn. Du skal måle din temperatur og kontakte hospitalet. Det er din kirurg der vurderer, om du skal have antibiotika.

Har du spørgsmål?

Kontakt Printzlau Privathospital

Du får ved udskrivelsen udleveret et telefonnummer og en mailadresse, hvor du kan kontakte hospitalets vagthavende sygeplejerske.

I weekenden passer vi mail og telefon hjemmefra. Det betyder, at der kan gå lidt tid, før vi ser og besvarer indkomne spørgsmål. Vi modtager ikke SMS.

Ved meget alvorlige akutte problemer skal du kontakte vagtlæge eller ambulance direkte, ligesom du ville have gjort, hvis du ikke var blevet opereret.