Smertebehandling
Operationer og smerter
Alle operationer medfører smerter. Men smerter kan både forebygges og behandles. Der er mange ting du selv har indflydelse på og der er mange ting vi kan gøre, for at din oplevelse bliver så smertefri som muligt.
Forebyggelse
Det vigtigste og bedste er, hvis smerterne forebygges, så du slet ikke oplever smerterne i forbindelse med din operation. Forebyggelse af smerter kan både være psykologisk, medicinsk og anæstesiologisk (bedøve-læge-behandling).
Psykologi
Smerte er en psykologisk oplevelse. Det betyder, at din oplevelse af smerter afhænger af, hvordan du har det og hvordan personalet opfører sig overfor dig.
Tryghed
Din egen tryghed ved forløbet er ekstremt vigtig også for din eventuelle oplevelse af smerter. Hvis du er tryg og meget velinformeret om forløbet, vil det være lettere for dig at håndtere eventuelle stik og smerter efter operationen.
På Printzlau Privathospital er alt personale instrueret i at informere dig nøje omkring operation, bedøvelse, indlæggelse og efterforløb, så du er forberedt på de forskellige dele af forløbet og ikke oplever pludselige ubehagelige ting, som risikerer at forværre din smerteoplevelse. Vi bruger også en metode, hvor der er afsat rigtigt meget tid til dit forløb, så du kan nå ”at få sjælen med”.
Du har også selv mulighed for at øge trygheden i dit forløb ved at spørge ind til alle de detaljer, som bekymrer dig. Det er meget forskelligt fra person til person, hvor meget information der skal til, før du føler dig tryg. Hos nogle mennesker kan for mange detaljer faktisk både gøre en utilpas, men også gøre at man bliver forvirret, specielt hvis personalet bruger lidt forskellige ord til at beskrive det samme. Du vil på Printzlau opleve, at du helt automatisk får rigtigt meget information med mindre du slev gør opmærksom på, at du ikke har lyst til så mange detaljer. Omvendt skal du eventuelt selv spørge ind til detaljer, hvis du er en type af person, som har brug for ekstra meget information eller der er nogle helt bestemte ting som skræmmer dig.
Nåleskræk
Rigtigt mange patienter er bange for nåle og alle typer af stik. Det har stor betydning i forbindelse med alle behandlinger. Det er vigtigt, at du gør os opmærksom på din angst for nåle, så kan vi nemlig tage hensyn til det i dit forløb. De fleste kan klare det fint med, at vi bruger lidt ekstra tid og sørger for, at de nødvendige stik er psykologisk forberedte og tager så kort tid som muligt. Vores plastikkirurger er særligt erfarne i brugen af lokalbedøvelse, hvor vi typisk lægger en lidt dybere del af bedøvelsen først med et enkelt eller få stik og først lægger den overfladiske del af bedøvelsen, når den dybe del af bedøvelsen allerede virker. Vores anæstesilæger og anæstesisygeplejersker er ekstremt erfarne i at lægge venflon (det lille plastrør, der bliver lagt ind i din blodåre på hånd, arm eller fod i forbindelse med operationer i fuld bedøvelse).
I meget svære tilfælde af nåleskræk kan vi forebygge med afslappende medicin og overfladebedøvelse (EMLA-creme).
Smertestillende medicin før operationen
Hvis du skal i fuld bedøvelse, vil du lige inden din operation få smertestillende medicin. Vi bruger en kombination af smertestillende medicin, der virker ude i vævet (Paracetamol) og smertestillende der virker på hjernen og samtidig giver dig en følelse af at være lidt ligeglad og afslappet (Opioid).
Smertebehandling under operationen
Ved operationer i lokal bedøvelse er det kirurgen, der sørger for smertebehandling, imens det er anæstesilægen, der sørger for smertebehandlingen, hvis du skal i fuld narkose (bedøvelse).
Lokal bedøvelse
Du kender garanteret lokalbedøvelse fra tandlægen. Det er de samme typer af medicin, der bruges ved operationer i lokalbedøvelse. Plastikkirurgen sprøjter lokalbedøvelse ind under det område, der skal opereres ved hjælp af helt tynde nåle. Lokalbedøvelsen virker efter 30-60 sekunder og det tager typisk under 1 minut at få anlagt en god lokalbedøvelse. De enkelte stik kan næsten være helt umærkelige, men kan også føles næsten som et hvepsestik. Det afhænger af, om der rammes en lille nerve-ende i huden eller ej. Du vil også kunne mærke når væsken fordeler sig under huden, hvilket de fleste patienter beskriver som en kraftig ”spænding”.
Når lokalbedøvelsen er anlagt og virker, vil du ikke længere kunne føle smerte. Til gengæld kan du stadig føle berøring, hvilket kan gøre nogle usikker på om bedøvelsen nu også virker ordentligt. Men det er altså helt normalt, da området omkring det sted du skal opereres jo ikke er lokalbedøvet.
Fedtsugninger foretages ofte i lokalbedøvelse og opleves helt anderledes end almindelig lokalbedøvelse. Ved fedtsugninger og fedttransplantationer vil der først skulle foretages en almindelig lille lokalbedøvelse, der hvor åbningerne til fedtsugningskanylerne bliver lavet. Herefter vil plastikkirurgen skulle fordele en fedtsugningsvæske med adrenalin (forhindrer blødning) og lokalbedøvelse i hele det område, der skal suges. Herefter venter plastikkirurgen i mindst 10 minutter før proceduren kan påbegyndes. På denne måde når både adrenalinen og lokalbedøvelsen at få fuld effekt.
Fuld narkose
Når du er i fuld narkose får du din smertestillende og dit sovemiddel gennem din venflon. Medicinen omsættes meget hurtigt i kroppen og udskilles i løbet af få minutter. Derfor tilføres medicinen løbende under hele operationen og stoppes først når operationen er overstået og bandagerne lagt på. Allerede inden narkosen vil du blive koblet op på overvågningsudstyret, hvor anæstesilægen og anæstesisygeplejersken kan holde øje med alle dine kropsfunktioner mens du sover. Du skal derfor ikke være bange for, at du kan komme til at mærke noget under operationen eller pludseligt vågne op. Lang tid før du vil være ved bevidsthed vil dine kropsfunktioner nemlig reagere og vise sig på overvågningen, hvorefter anæstesipersonalet justerer din bedøvelse.
Selv om du er i fuld narkose vil plastikkirurgen bruge lokalbedøvelse inden operationen starter. Denne lokalbedøvelse lægges først når du sover, så du mærker den ikke. Formålet med den supplerende lokalbedøvelse er, at du ikke behøver lige så meget bedøvemedicin og at du har færre smerter, når du vågner.
Smerteblok
De fleste plastikkirurgiske operationer foregår i hudniveau, hvor smerter typisk er begrænset og mere sviende og brændende end borende og skærende. Hvis du skal have foretaget en operation, hvor plastikkirurgen skal arbejde med muskulaturen, som eksempelvis brystimplantater under musklen og opstramning af mavemusklerne ved en maveplastik, er der i visse tilfælde mulighed for at lægge en dyb lokalbedøvelse, kaldet et blok. Et blok anlægges af anæstesilægen under samtidig ultralydsscanning. Her lægges langtidsvirkende lokalbedøvelse helt ned omkring de dybe nerver til eksempelvis bryst- eller mave-muskulaturen. Et sådant blok virker til dagen efter operationen, så du er helt smertefri når du vågner. Et blok kan også være en god idé, hvis du ved, at du får kraftige bivirkninger af stærk smertestillende medicin (opioider) som eksempelvis kvalme og opkastning. Ved et blok kan vi mindske brugen af det stærkt smertestillende medicin (opioider) efter operationen.
Ved de omtalte operationer, som indebærer kirurgi på muskler, er blok inkluderet i prisen, men kan ellers tilkøbes af alle, som gennemgår større plastikkirurgiske operationer.
Smertekateter
Ved brystforstørrende operation, hvor implantaterne lægges under muskulaturen, er der mulighed for at behandle med smertekateter. Det er helt tynde plastik-slanger, som plastikkirurgen lægger ind i operationsområdet ved afslutningen af operationen. Smertekatetrene går ud igennem arret og er forbundet til to små automatiske pumper fyldt med lokalbedøvelse. Pumperne giver automatisk 1 ml lokalbedøvelse i timen ind i operationsområdet. På pumperne er en lille trykknap, hvor du selv kan supplere med en ekstra ml i timen på en eller begge sider, hvis du synes der er behov. Du kan ikke komme til at give for meget, for pumperne er konstrueret så du maximalt kan komme til at give en ekstra ml per time per side.
Smertekatetrene skal fjernes dagen efter operationen. Hvis du er indlagt bliver de bare fjernet, når du bliver udskrevet. Hvis du er gået hjem samme dag som operationen, skal du altså tilbage på hospitalet dagen efter, hvor sygeplejersken fjerner katetrene. Det er helt smertefrit at få fjernet katetrene, da de er helt tynde og ikke syet fast.
Smertekateter er inkluderet i brystforstørrende operation med indlæggelse, men er ellers et tilvalg, der koster 1.200 kr.
Smertebehandling efter operationen
Lige efter operationen er du fortsat på hospitalet og personalet vil tage sig af din smertebehandling. Når du går hjem, vil der blive lagt en plan for din videre smertebehandling derhjemme og du vil få den nødvendige medicin udleveret.
Mens du stadig er på hospitalet
Hvis du er opereret i lokalbedøvelse kan du, ved de helt små operationer gå hjem efter kort tid. Ved de lidt større operationer i lokalbedøvelse, som eksempelvis fedtsugninger, skal du typisk blive på hospitalet i nogle få timer. Har du været i fuld bedøvelse, skal du først på opvågningsstuen og herefter enten hjem eller over på sengeafdelingen, hvor du typisk vil være indlagt til dagen efter operationen.
Operationer i lokalbedøvelse
Efter en operation i lokalbedøvelse, vil din lokalbedøvelse fortsat virke, mens du er på hospitalet og 4 til 6 timer efter du er kommet hjem. Du vil derfor bare blive orienteret om, hvilken smertestillende medicin du skal tage, når du kommer hjem.
Opvågning
Når du har været i fuld narkose bliver du overført til opvågningsstuen lige efter operationen. Selvom du teknisk er vågen, vil du typisk ikke kunne huske, hvordan du er blevet kørt i en seng fra operationsstuen til opvågningsstuen. På opvågningsstuen vil du fortsat være overvåget, og der vil lyde små alarmer, hvis du falder i for dyb søvn eller ikke trækker vejret ordentligt. Du har en lille klemme om fingeren, som måler din iltmætning (om du trækker vejret ordentligt) og din hjerterytme. Et blodtryksapparat måler dit blodtryk hvert 15. minut og du har eventuelt et lille plastrør ved næsen, som giver dig lidt ekstra ilt under opvågningsfasen. Under opvågningsfasen er du hele tiden overvåget af personale.
Når du begynder at vågne vil du eventuelt også opleve smerter fra det opererede område. Opvågningssygeplejersken vil bede dig om at beskrive din smerteoplevelse på en skala fra 0 til 10, hvor 0 er ingen smerter og 10 er den værst tænkelige smerte. Du skal helst ligge under 4 på skalaen ellers får du noget stærkt smertestillende, enten som tablet eller hvis der skal være meget hurtig effekt gennem din venflon i hånden. Når du er helt vågen og stabil, bliver du ført over til din stue på sengeafdelingen.
Efter du er kommet hjem
Næsten alle patienter, der gennemgår en operation har brug for smertestillende medicin efter de er kommet hjem. Det normale er, at du vil have brug for smertestillende medicin i 3-5 dage.
Små operationer i lokalbedøvelse
Ved de små operationer er smerterne oftest meget begrænsede og du kan typisk nøjes med smertestillende medicin, der virker ude i det område, der er opereret. Der findes to typer smertestillende medicin, der virker ude i vævet, den ene hedder Paracetamol og den anden NSAID (non-steroid anti-inflammatorisk drug). Du kender formentlig bedre deres almindelige medicinnavne som eksempelvis; Pamol, Panodil o.a. (Paracetamol) og Ipren, Ibumetin, Brufen o.a. (NSAID). Fordelen ved Paracetamol er, at det ikke er blodfortyndende og derfor ikke kan give problemer med blødning efter din operation. Ved de helt små operationer anbefaler vi Paracetamol, 2 tabletter, 3 gange dagligt i 3 dage. Ved lidt større operationer i lokalbedøvelse anbefaler vi typisk en kombination af Paracetamol og NSAID.
Større operationer
Efter en større operation vil du typisk have behov for både mild og stærk smertestillende medicin i den første uge efter operationen.
Den milde smertestillende medicin er en kombination af Paracetamol (Pamol, Panodil o.a.) og NSAID (Ibumetin, Ipren Brufen o.a.), som du skal tage helt fast 4 gange om dagen.
Den stærke smertestillende medicin skal du kun tage, hvis du oplever stærke smerter og maksimalt 4 gange om dagen. Det stærke smertestillende er et såkaldt opioid (Oxynorm, Morfin, Ketogan o.a.), som er stærkt vanedannende og må kun tages i de første uger efter en operation og kun når du har meget ondt. Du får derfor også kun udleveret det antal tabletter, som vi forventer, at du får brug for.
Sjældne smerteproblemer
Det kan i sjældne tilfælde opstå langvarige smerteproblemer efter operationer. Dette skyldes enten arvæv, som generer eller en følenerve, som er blevet påvirket under operationen.
Langvarige smerter
Ved smerter mere end en uge efter din operation, skal du være opmærksom på komplikationer såsom infektion eller helingsproblemer. Det er en god idé at kontakte hospitalet, så eventuelle komplikationer kan blive behandlet hurtigst muligt.
Ved smerter lang tid efter din operation skal du ind til ekstra kontrol ved din plastikkirurg. Du må ikke fortsætte med den stærke smertestillende medicin grundet risiko for afhængighed.
I meget sjældne tilfælde kan det blive nødvendigt med en ny operation, så eventuelt arvæv kan fjernes.
Nervesmerter
Hvis du er så uheldig, at en følenerve er blevet irriteret i forbindelse med operationen, kan du risikere at opleve meget generende smerter i flere uger efter operationen. Her hjælper hverken den milde smertestillende eller den stærke smertestillende medicin. Hvis nervesmerterne er meget generende, vil vi sætte dig i behandling med Gabapentin, som har en særlig god effekt på den type smerter. Gabapentin bruges normalt til epilepsi og har nogle uheldige bivirkninger, hvor du kan føle dig ”som i en osteklokke”. Vi forbeholder derfor denne behandling til svære tilfælde, hvor smertegenerne er så slemme, at det forhindrer dig i at have en normal hverdag. Nervesmerter vil typisk forsvinde af sig selv i løbet af nogle uger.