Godt i gang

Vi har tre typer af patienter. Privat patient, forsikringspatient og offentlig patient. Alt efter hvilken gruppe du tilhører vil der være vejledende informationer herunder.

Privat patient

Ønsker du at blive undersøgt og evt. behandlet på Printzlau Privathospital for egen regning, kontakter du os nemt på tlf. 7244 0606 og bestiller tid til en forundersøgelse.

Hvis du sammen med vores plastikkirurg ved forundersøgelsen finder frem til, at du skal opereres, finder vi en tid, som kan passe ind i din kalender. Ved kosmetiske indgreb er der et krav fra Sundhedsstyrelsens side om en betænkningstid på 3-7 dage afhængig af indgrebets art.

Forsikringspatient

Har du en privat sundhedsforsikring eller arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, kan du i tilfælde af sygdom eller skade komme til undersøgelse og evt. behandling efter forudgående aftale med dit forsikringsselskab.

Hvad skal du gøre

  1. Du skal først tage kontakt til dit forsikringsselskab og få en accept på, at de vil dække udgifterne til en forundersøgelse.
  2. Du udfylder din del af skadesanmeldelsen, som fremsendes fra forsikringsselskabet til dig.
  3. Du kontakter Printzlau Privathospital på tlf. 7244 0606 og bestiller tid til en forundersøgelse.
  4. Til forundersøgelsen medbringer du den udfyldte skadesanmeldelse samt forsikringsselskabets betalingsaccept.
  5. Den lægelige del af skadesanmeldelsen udfyldes af vores plastikkirurg, og vi returnerer denne til forsikringsselskabet i forbindelse med afregningen, som foregår mellem Bodylift Center og forsikringsselskabet.
  6. Hvis du skal opereres, forespørger vi forsikringsselskabet om betalingsgodkendelse. Ved forundersøgelsen kan der reserveres tid til operation, men endelig booking kan først foregå, når betalingsaccept fra forsikringsselskabet er modtaget.
  7. Du skal selv sikre dig, at dit forsikringsselskab har accepteret at betale for din operation, da du i modsat fald kan risikere, at de viderefakturerer til dig, såfremt de ikke vil betale. Printzlau Privathospital får ikke altid automatisk besked vedr. betalingsaccept.

Offentlig patient

Alle patienter har ret til at blive tilbudt behandling på et privathospital under det udvidede frie sygehusvalg.

Det udvidede frie sygehusvalg giver patienter ret til udredning indenfor 30 dage fra henvisning og ret til behandling (f.eks. operation) indenfor 30 dage efter operationsindikationen er stillet.

Ved mistanke om kræft gælder særlige fremskyndede regler, men der skelnes ellers ikke mellem forskellige lidelser.

Venteperioden beregnes fra den dag hospitalet har registreret henvisning fra egen læge.

Når hospitalet har modtaget din henvisning, skal du inden for 8 arbejdsdage modtage et indkaldelsesbrev, hvor det fremgår tydeligt, at de kan tilbyde dig behandling inden for 1 måned. Såfremt dette ikke vil være muligt, skal du her oplyses om dine rettigheder til at benytte det udvidede frie sygehusvalg.

Hvis ventetiden ikke kan overholdes, skal du henvende dig til den afdeling, som du er henvist til eller patientkontoret i din region. Det henvisende sygehus sender herefter henvisning samt relevant journalmateriale til Printzlau Privathospital.

Når vi modtager henvisningen bliver denne visiteret af vores plastikkirurg og du vil efterfølgende modtage en indkaldelse til forundersøgelse.

Operationsindikationstidspunktet er, når speciallægen har vurderet, at der skal foretages en operation og når alle de nødvendige undersøgelser så som blodprøver og lignende er blevet vurderet.

Vores aktuelle ventetider kan ses på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.