Faste- og medicinvejledning
Download vejledning
Gem eller print vejledningen, så du har den ved hånden.
Vi har også videoer med vores erfarne speciallæger i anæstesi, som forklarer, hvordan fuld bedøvelse foregår, og hvad du kan forvente før, under og efter operationen. Du kan se videoerne og læse mere om fuld bedøvelse her.
Før operation
- Skal du genlæse denne information samt medicinvejledningen.
- Købe Panodil til hjemmebrug.
Feber, forkølelse, influenza eller behandling med antibiotika tæt på din operationsdato kan medføre, at vi må rykke operationsdatoen. Kontakt os derfor hurtigst muligt, så vi kan få afklaret dette.
Fasteregler
Du må INTET spise de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt til operation.
Dette gælder også frugt, chips, slik, mælkeprodukter og flydende madvarer som juice, smoothies, sodavand.
Drik gerne vand og saftevand indtil 2 timer før dit mødetidspunkt til operation.
Medicin
Vanlig medicin, der ikke er omfattet af pause før operation, SKAL indtages SENEST 2 timer før dit mødetidspunkt med et glas vand. Se medicinvejledning.
Øvrig forberedelse hjemmefra
- Tag et grundigt bad. Anvend IKKE creme på bryst, mave, hænder, i ansigtet og operationsområdet. Vores overvågningsudstyr og afdækningsstykker til operation skal kunne sidde fast.
- Fjern neglelak, påsatte negle på 1 finger samt piercinger og øreringe.
- Evt. behåring i og omkring operationsområdet fjernes. Gør det gerne hjemmefra. Du kan anvende elektrisk barbermaskine eller hårfjerningscreme et par dage før. Anvender du skraber, skal du gøre det 5 dage før operation.
- Operation på maven: Al kønsbehåring der ses med samlede ben skal fjernes.
- Operation på bryst: Al behåring skal fjernes på brystet og ned til navlen.
- Operation på nedre ryg: Al behåring på lænden og 20 cm op ad ryggen skal fjernes.
- Operation på øvre ryg: Al behåring skal fjernes på ryggen indtil øverste del af lænden.
- Operation på inderlår: Al kønsbehåring og al behåring på lår til under knæene skal fjernes.
- Operation på arme: Al behåring under armene og øverste del af armene skal fjernes.
Medbring
- Din vanlige medicin i original pakning til brug under indlæggelsen.
- Toiletartikler.
- Hjemmesko, morgenkåbe eller lign. samt eget løstsiddende tøj. OBS. Den gule farve fra afspritning af huden før operation kan smitte af på tøjet og kan være svær at fjerne. Tag derfor ikke noget fint tøj med.
- Evt. mobiltelefon, bærbar computer (der er internetforbindelse på stuen).
- Evt. læsestof.
- Der er Apple TV på stuen. Tilgængelige kanaler er DR1, TV2, TV2 Play og Netflix.
Undlad at medbringe smykker og andre værdigenstande. (Lille værdiskab findes dog på stuen)
Ankomst
Når du ankommer skal du henvende dig i sengeafdelingen. Du vil blive modtaget af en sygeplejerske, som viser dig til rette på afdelingen og forbereder dig til operation.
Du er meget velkommen til at tage en pårørende med ved indlæggelsen.
Anæstesilæge
Du hilser på anæstesilægen, som sikrer sig, at du har været fastende samt at du giver samtykke til bedøvelse.
I gennemgår din medicin, evt. allergier samt taler om bedøvelsen, herunder kvalme- og smertestillende medicin.
Kirurg
Du hilser på plastikkirurgen, som sikrer samtykke til operation og enighed om operationsplanen, tegner op til operationen og evt. tager billeder.
Personale fra operationsgangen
Personale fra operationsgangen henter dig til operation og sammen går I ind på operationsstuen.
Operation
Foregår i fuld bedøvelse. Du bliver bedøvet af anæstesilægen og anæstesisygeplejersken, som konstant overvåger dig under operationen.
Efter operation
Ved sammedagskirurgisk indgreb skal du forvente at blive observeret i op til ca. 6 timer efter din operation førend du kan forlade hospitalet.
Forplejning
Vi sørger for mad og drikke under din indlæggelse. Har du specielle kosthensyn, f.eks. laktoseglutenintolerans el.lign. tilgodeser vi disse. Nævn det forud for indlæggelsen.
Regler for din vanlige medicin før operationen
I forbindelse med operationen skal du tage din medicin som vanligt.
Der er dog følgende undtagelser / pausetider før operation
- 3 dage før stoppes Hjerdyl®, Hjertemagnyl®, Xarelto, Eliquis, Pradaxa, Brilique.
- 3 dage før stoppes Naltrexon og genoptages 3 dage efter ophør med morfica.
- 5 dage før stoppes Kodimagnyl®, Treo, Ibuprofen, Ipren.
- 7 dage før stoppes Kosttilskud, herunder fiskeolie.
- 7 dage før stoppes Plavix, Copidogrel, Marevan og Marcumar.
- 10 dage før stoppes Tenoxicam (Tilcotil®).
P-piller
Såfremt du tager 3. eller 4. generations p-piller bør du skifte til anden prævention inden operationen.
Diabetesmedicin og vægt regulerende medicin.
- Generelt: Ozempic, Wegovy,Trulicity og Mounjaro injektioner skal pauses 1 uge før operation. Kan genoptages dagen efter operationen, når du spiser normalt.
- Insulin: Ved planlagt operation før kl. 12 skal du ikke tage insulin og anden blodsukkerregulerende medicin om morgenen på operationsdagen.
- Insulinpumpe og blodsukker sensorer: Du skal medbringe din egen insulinpumpe og alle pumperemedier. Døgnet før operation skal du skifte sensoren og fylde nyt insulin på pumpen. Lav evt. aftale om din insulin-pumpebehandling med din diabetesbehandler forud for din operation.
- Øvrig individuel vurdering / aftale vedr. diabetesmedicin i forbindelse med din operation foretages af vores anæstesilæge eller medicinsk læge.
Rygning, snus, nikotinposer, e-cigaretter og operation (Vejledning fra Sundhedsstyrelsen)
Kom komplikationerne i forkøbet…
RYGNING PÅVIRKER OPERATIONSRESULTATET
Når du bliver opereret, er der mange faktorer, der betyder noget for, om operationen forløber godt. Således kan rygning inden operationen medføre alvorlige komplikationer.
Det er påvist, at personer, der ryger, har langt flere komplikationer end personer, der ikke ryger eller er stoppet med at ryge i god tid før en operation. Komplikationerne er meget forskellige, men hyppigst er der øget risiko for infektioner, helingsproblemer, hjerte – og lungeproblemer og brede ar.
Dette gælder også for mindre operationer, eks. ar korrektion, fedtsugninger, fjernelse af modermærker.
SUNDHEDSSTYRELSEN ANBEFALER
• Hvis du ryger, skal du forud for en operation holde mindst 6 ugers pause.
• Efter operationen skal du ikke ryge i 4 uger, men det bedste er at holde helt op før operationen.
Rygestop
Du kan også få råd og vejledning ved at ringe til Stoplinien på 80313131 eller på hjemmesiderne www.stoplinien.dk eller www.sst.dk
Forundersøgelsen og nikotinsubstitution
Ved din forundersøgelse kan der være kortere tid til din operation end 6 uger. Her vil din kirurg afgøre om tiden med rygestop kan være kortere.
Er det ikke muligt for dig at stoppe med at ryge, anbefaler vi nikotintyggegummi, nikotinplaster eller e-cigaretter før og efter din operation.
Alkohol og operation (Vejledning fra Sundhedsstyrelsen)
Kom komplikationerne i forkøbet…
ALKOHOL PÅVIRKER OPERATIONSRESULTATE
Når du bliver opereret, er der mange faktorer, der betyder noget for, om operationen forløber godt. Således kan et stort forbrug af alkohol medføre mange besværlige komplikationer, som enkelte gange kan være livstruende.
I undersøgelser er det påvist, at personer, der drikker over 4 genstande om dagen, har langt flere komplikationer end personer, der drikker under Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser.
Komplikationerne er meget forskellige, men alkohol i større mængder giver flere infektioner, hjerte- og lungeproblemer samt øget risiko for blødning.
SUNDHEDSSTYRELSEN ANBEFALER
- Hvis du drikker under Sundhedsstyrelsens genstandsgrænse dvs. max 10 genstande ugentligt og max 4 genstande dagligt, så er risikoen for komplikationer lille。
- Hvis du drikker over Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser, så skal du nedsættelse forbruget til under genstandsgrænserne i mindst 4 uger før operationen
- Efter operationen skal du følge Sundhedsstyrelsens genstandsgrænse
Når du skal opereres
Hvis du skal opereres, er det vigtigt, at du forbereder dig til operationen. Jo bedre din krop har det, jo større er chancerne for et godt resultat. Immunsystemet bedres væsentligt allerede efter 2 ugers afholdenhed, så en kortere pause er bedre end ingen pause med alkohol. Ønsker du hjælp til at mindske / stoppe dit alkoholindtag, kan du benytte dette link:
Alkolinjen: Gratis og anonym alkoholrådgivning | Alkohol & Samfund
Lev sundt før og efter din operation
Det er i øvrigt altid godt af spise sundt og varieret og sørge for at være i god fysisk form. Dette giver din krop bedre mulighed for at gennemgå en operation og restituere bagefter.
Kontakt Printzlau Privathospital
Du får ved udskrivelsen udleveret et telefonnummer og en mailadresse, hvor du kan kontakte hospitalets vagthavende sygeplejerske.
I weekenden passer vi mail og telefon hjemmefra. Det betyder, at der kan gå lidt tid, før vi ser og besvarer indkomne spørgsmål. Vi modtager ikke SMS.
Ved meget alvorlige akutte problemer skal du kontakte vagtlæge eller ambulance direkte, ligesom du ville have gjort, hvis du ikke var blevet opereret.