Patientvejledning

Instruks efter injektionsbehandling med Botox (Vistabel)

PDF

Download vejledning

Gem eller print vejledningen, så du har den ved hånden.

Vistabel er et Botoxtoxin markedsført af Allergan. Botox virker afslappende på musklerne. For at få det korrekte resultat sprøjtes Botox i meget små doser ind i musklerne, hvor virkning ønskes f.eks. til nedsættelse af rynker/furer mellem øjenbryn.

01

Normale bivirkninger

Det varer 2-3 dage efter behandlingen før der er effekt.

Der kan være lidt blødning på indstiksstederne, dub det forsigtigt eller lad det være til næste dag.

Der kan komme hævelse eller et blåt mærke ved indstiksstedet.

Der kan ved behandling af øvre del af ansigtet komme hovedpine de første dage.

02

Instruks efter behandlingen

Botox kan lige efter behandlingen brede sig i musklerne, hvorved man får uønskede bivirkninger
f. eks. besvær med at løfte øjenlågene.

Det er derfor vigtigt at man ikke berører og specielt ikke vasker, gnubber eller gnider på de behandlede områder indtil næste morgen, for ikke at sprede den injicerede Botox.

Undgå overdrevet mimik, hudpleje og brug af make-up til næste morgen.

03

Komplikationer

Hvis der kommer besvær med at synke, tale eller trække vejret skal du straks henvende dig på hospital. Disse bivirkninger er beskrevet, men er ekstremt sjældne.

Infektioner er ekstremt sjældne. Hvis man tidligere har haft Herpesudbrud (forkølelsessår) i ansigtet, kan man få et nyt Herpesudbrud ved injektionsstederne.

04

Effekt

Som regel ses effekt, når man bruger musklerne f. eks. forsøger at se vred ud. Hvis rynkerne kun er mindre udtalte, ses som regel også effekt på rynkerne i hvile. Manglende effekt i hvile kan skyldes at huden er meget løs og rynkerne/furerne er meget dybe. Hvis dette er tilfældet kan yderligere rynkebehandling bestå i en filler (vævsfylder) i rynkerne/furerne.

Henvend dig til kontrol efter 2-3 uger hvis der ikke er effekt.

I meget få tilfælde danner kroppen antistoffer mod Botox, hvilket bevirker at senere behandlinger ikke virker.

05

Holdbarhed

Virkningen holder normalt ca. 3-4 måneder, herefter kan behandlingen gentages. Det anbefales at man det 1.år gentager behandlingen ca. hver 4. måned for at opretholde effekten. Efter flere behandlinger forlænges holdbarheden.

Har du spørgsmål?

Kontakt Printzlau Privathospital

Du får ved udskrivelsen udleveret et telefonnummer og en mailadresse, hvor du kan kontakte hospitalets vagthavende sygeplejerske.

I weekenden passer vi mail og telefon hjemmefra. Det betyder, at der kan gå lidt tid, før vi ser og besvarer indkomne spørgsmål. Vi modtager ikke SMS.

Ved meget alvorlige akutte problemer skal du kontakte vagtlæge eller ambulance direkte, ligesom du ville have gjort, hvis du ikke var blevet opereret.