Fjernelse af brystimplantater

Download patientinformation:

Der kan være mange årsager til, at man ønsker at fjerne sine brystimplantater. Når dine brystimplantater fjernes skal du være forberedt på, at brysterne er blevet slappere.
Nogle vælger derfor nye implantater, andre vælger at erstatte implantater med eget væv og endelig er der nogle som vælger at få foretaget et brystløft i forbindelse med fjernelsen af implantaterne.
I det følgende beskrives kun fjernelse af brystimplantater
Operationen foregår i fuld bedøvelse, som sammedagskirurgisk indgreb og efterfølgende forventet sygemelding i 1 uge.

Hvem?

Den hyppigste årsag til ønske om fjernelse af brystimplantater er, at man har haft implantater i mange år, men at brysterne i øvrigt har ændret sig, så det ikke ser pænt ud længere. Det kan være at brysterne er begyndt at hænge lidt uden på implantaterne (drooping), det kan være at implantaterne ses for tydeligt gennem huden grundet reduktion af brystvolumen og der kan også være tilkommet arvævsdannelse omkring implantaterne, såkaldt kapseldannelse. Specielt de gamle implantater med flydende silikone, har en tendens til at ”svede” silikone ud gennem skallen, hvilket medfører langsom tiltagende arvævsdannelse omkring implantatet.
Andre har haft problemer med komplikationer og er derfor trætte af, eller utrygge ved at have implantater.

Hvordan?

Ar under brystet
Uanset hvilken adgang og dermed ar, der blev anvendt da implantaterne blev lagt ind, anbefales et ar i furen under brystet når implantater skal fjernes. Dette skyldes, at der ved denne kirurgiske adgang skabes det bedste overblik over den gamle ”lomme” omkring implantatet, så alt gammel silikone og generende arvæv kan fjernes.
Hvis du i forvejen har arret i furen under brystet kan dette ”genanvendes”, så du ikke får nye ar.

Forundersøgelse

Ved det første besøg vil plastikkirurgen sammen med dig, vurdere dine ønsker i forhold til muligheder og begrænsninger. Hvis det vurderes, at de gamle implantater er gået i stykker eller at der er kraftig kapseldannelse, skal du forvente at operationen bliver mere omfattende og dermed dyrere. Efter aftale med plastikkirurgen kan du eventuelt få foretaget en ultralydsundersøgelse af implantaterne for at få en afklaring af operationens omfang.

Du vil blive informeret om, hvad det er realistisk at forvente af resultat efter operationen, hvilke følgevirkninger operationen har, samt hvilke risici operationen medfører. Det er en god idé at være særligt opmærksom på det forventede æstetiske resultat og om du eventuelt ønsker supplerende brystløft, en fedttransplantation eller vil have nye implantater.

Hvis du er over 40 år vil du blive anbefalet, at få foretaget en mammografi (røntgenundersøgelse af bryst) inden operationen. Plastikkirurgen vurderer dit almene helbred og om det er nødvendigt med blodprøver eller andre undersøgelser før operationen kan gennemføres. Der bliver taget foto af dit bryst, som kan anvendes som ”før” billeder, hvis operationen gennemføres.

Ved kosmetiske operationer tilrådes du altid, at medbringe en bisidder til din forundersøgelse. Dette giver god mulighed for, at diskutere fordele og ulemper ved at gennemføre operationen, også efter du er kommet hjem. Lovgivningen omkring ”kosmetisk behandling” betyder desuden, at der som minimum skal gå 1 uge fra forundersøgelse før du kan booke dig til en operation (mindst 3 dage, hvis operationen gennemføres i lokal bedøvelse). Dette er en beskyttelse af dig, så der ikke bliver foretaget alt for impulsive kosmetiske operationer. Offentligt udvisiterede patienter, er ikke dækket af denne lovgivning, men anbefales, at følge samme forholdsregler.

Operationen

Fjernelse af brystimplantater udføres i fuld bedøvelse, da det er vigtigt at der kan foretages en fuldstændig oprydning efter de gamle implantater.

Du skal således være fastende mindst 6 timer inden operationen, men må dog drikke vand indtil 2 timer før.

Sygeplejersken på sengeafdelingen tager imod dig, identificerer dig og viser dig til rette. Narkoselægen (anæstesilægen) gennemgår den planlagte bedøvelse med dig og din plastikkirurg foretager optegning og sikrer sig, at I er enige om planen.
Ved afslutningen af operationen iføres du kirurgisk BH.

Efter operationen

Umiddelbart efter operationen overflyttes du til opvågningsafdelingen, hvor specialsygeplejersken og narkoselægen holder øje med dig, indtil du er helt vågen. Her opstartes den smertestillende behandling og mange patienter har også brug for kvalmestillende. Når du er helt vågen overflyttes du til din stue på sengeafdelingen. Plastikkirurgen kommer og tilser dig og informerer omkring forløbet af operationen.

Ved fjernelse af implantater, kan du komme hjem samme dag, men ved de lidt større supplerende operationer er du indlagt til dagen efter. Sygeplejersken hjælper dig på højkant, sørger for en god smertebehandling og sikrer observation af tegn på komplikationer
BH skal anvendes dag og nat i 3 uger. Du anbefales, at indkøbe en god sports BH, som du kan skifte med, når den kirurgiske BH skal vaskes. Efter de 3 uger vil de fleste have gavn af, at fortsætte med god og støttende BH uden bøjler om dagen, indtil 3 mdr. efter operationen. I denne periode kan du dog sagtens anvende bøjle BH til særlige lejligheder.

Efter 14 dage møder du til kontrol og fjernelse af tråde hos sygeplejersken. Der anvendes tråde, der forsvinder af sig selv, men enderne af trådene stikker ud og skal fjernes.

Kontrol

Du møder til kontrol hos din plastikkirurg 3 måneder efter operationen. Her kan resultatet af operationen vurderes og der bliver taget nye foto som dokumentation.

Følgevirkninger

Ar
I de første 3 mdr. er arrene røde og hævede, herefter bliver de langsomt lyse og flade. Det anbefales at anvende plasterbehandling eller silikonestift så længe arrene fortsat er røde, dette modvirker tendensen til permanent røde og hævede ar. Der går helt op til 2 år, før det endelige udseende af arrene kan vurderes.

Midlertidig hævelse
I ugerne efter operationen vil der være en hævelse af brysterne enten som ødem eller som en lille ansamling af væske. Dette forsvinder langsomt af sig selv i løbet af de første uger.

Mulige komplikationer

Blødning
Efter operationen stiger blodtrykket og herved kan et af de små blodkar som er delt ved operationen, briste og medføre en ansamling af blod under huden. Hvis det drejer sig om en større blødning er det nødvendigt med en ny operation. I givet fald sker dette næsten altid imens du stadig er på hospitalet og re-operationen gennemføres akut af din egen plastikkirurg.

Infektion
Infektion skyldes bakterier, der enten er kommet i kontakt med operationsfeltet i forbindelse med selve operationen eller mere almindeligt er kommet ind i kroppen gennem det nye ar efter at du er kommet hjem. I de fleste tilfælde er der således tale om en overfladisk infektion i arret, som kan behandles med lokal pleje og antibiotika. I sjældne tilfælde kan infektionen sprede sig i dybden og gøre det nødvendigt at åbne op eller drænere betændelse under fornyet indlæggelse og behandling med intravenøs antibiotika. I disse alvorlige tilfælde, vil infektionen kunne ødelægge det forventede resultat af operationen.

Hypertrofisk ardannelse
Enkelte patienter har tendens til, at danne meget ar-væv ved operationer. Såkaldt hypertrofisk ardannelse. Alle ar er røde og hævede i månederne efter operationen. Men ved hypertrofisk ardannelse, forbliver arrene røde og hævede i over 1 år efter operationen. Arrene kan behandles med plaster eller silikonestift over flere måneder og i svære tilfælde med indsprøjtning af steroid direkte i arvævet. I sjældne tilfælde kan der senere forsøges med kirurgisk korrektion af et skæmmende ar.
Hypertrofisk ardannelse adskiller sig fra Keloid, som er en arvelig ar-sygdom, hvor arvævet breder sig ud over det opererede område. Patienter med kendt Keloid frarådes kosmetisk kirurgi.

Holdbarhed

Fjernelse af implantater medfører selvfølgeligt en forandring af brysterne i form af større slaphed. Slapheden afhænger af størrelsen af de fjernede implantater. Operationen ændrer heller ikke på aldersforandringerne som vil betyde yderligere slaphed med årene.

Information og pris

Bedøvelse Lokal Fuld Fuld
Overnatning Nej Nej 1 døgn
Pris 19.000

Andreas har mere end 25 års erfaring og har særlig ekspertise i plastikkirurgi efter stort vægttab og graviditet. Han er Danmarks “National Secretary” for The International Society of Aesthetic Plastic Surgery (ISAPS).

Book tid
Andreas Printzlau Speciallæge i plastikkirurgi