Fedttransplantation

Book konsultation
Download patientinformation:

Fedttransplantation er en operation, der har til formål at udfylde dybe furer eller gruber i ansigtet eller give ansigtet mere fylde. Formålet er at forbedre ansigtsfaconen, og fedttransplantation er meget velegnet til ansigter der har tabt fylden med alderen.

Operationen udføres enten i fuld bedøvelse eller lokalbedøvelse evt. suppleret med indsprøjtning af smertestillende medicin og sovemidler afhængig af operationens størrelse.

Generelt

Ved en fedtransplantation kan man opnå en moderat forøgelse af fylden af vævet (volumen). I ansigtet er det ofte en vurdering om man ønsker en vævsfylder (”filler”) med en sprøjte (f.eks. Restylane) eller en fedttransplantation. Transplantation af fedt giver større fylde og resultatet er holdbart i mange år, forudsat at fedtcellerne slår an.

Teknik

Operationen udføres enten i fuld bedøvelse eller lokalbedøvelse evt. suppleret med indsprøjtning af smertestillende medicin og sovemidler afhængig af operationens størrelse. Det fedt, der skal transplanteres, tages som regel fra maven ved en fedtsugning. I det område, hvorfra man skal tage fedtet, indsprøjtes lokalbedøvende væske i for at mindske blødning. Specielle sugekanyler føres gennem små stikkanaler ind i fedtvævet f. eks. på maven, og der suges, indtil der er fjernet en passende mængde fedt. Det udsugede sterile fedt præpareres med bl. a. let centrifugering, så man har næsten rent fedt, der indsprøjtes i lange tynde baner på det sted, hvor man ønsker volumenforøgelse i ansigtet.

Forløb

De implanterede områder i ansigtet må ikke belastes, man må ikke gnubbe eller massere de behandlede områder og man må ikke ligge på de transplanterede områder d.v.s. man må ikke ligge på maven. Eventuelle tråde fjernes efter ca. 7 dage. Smerter behandles med mild smertestillende medicin. Man bør være oppegående, og arbejdet kan ofte genoptages efter få dage til 1 uge. Sport kan påbegyndes efter 3-4 uger, når ømheden har fortaget sig.

Bivirkninger

Ømhed, hævelse, misfarvning og føleforstyrrelser af de behandlede områder samt ujævnheder under huden hører med til et normalt forløb.

Komplikationer

Ved en fedttransplantation må man regne med at noget af fedtet ikke ” slår an ” dvs. at noget af fedtet forsvinder indenfor den første tid. Egentlige komplikationer er sjældne og kan bestå i blodansamlinger, infektioner og føleforstyrrelser i huden. Den største risiko er, at fedtet delvis forsvinder, og patienten derfor ikke opnår det resultat der forventes.

Farooq har mere end 25 års erfaring indenfor plastikkirurgi. Han har specialiseret sig i æstetisk og kosmetisk kirurgi. Farooq taler foruden dansk også svensk, engelsk, dari og persisk.

Book
Farooq Nasseri Speciallæge i plastikkirurgi